Gudbrandsdalen
GUDBRANDSDALEN® er en ægte norsk specialitet med sin karakteristiske, let karamelliserede, søde smag og brune farve. Den oprindelige opskrift med den særlige sammensætning af gede- og komælk blev udviklet allerede i 1863. Det viste sig at være smag, der holder. Selv i dag mere end hundrede og halvtreds år senere danner opskriften grundlaget for fremstillingen af den cremede myseost.
Om Tine® Myseost
TINE® myseost anses af mange for at være Norges nationalost. Dens søde, karamelliserede smag er dybt forankret i den norske folkesjæl, og den er en vigtig del af deres gastronomiske og kulturelle identitet og arv.
Myseost er, som navnet antyder, en ost som er helt sin egen. Det første man gør når man skal producere osten er at adskille ostemassen, der bruges til at lave traditionel ost, og gemme vallen. Derefter koges vallen og blandes med en speciel blanding af cremet komælk og gedemælk.
Næste trin er at koge blandingen i store kedler, så sukkeret opløses og karamelliseres. Man får af denne process en tekstur, der næsten minder om karamel, som er sødere end end normale oste og meget speciel. Hvor længe blandingen koges afgør, hvor mørk og fyldig farven på osten bliver. Når sukkeret er opløst, fyldes blandingen i separate indpakninger og køles langsomt af, så sukkeret krystalliserer.
Denne proces overvåges med ekstraordinær omhu for at sikre, at krystallerne ikke bliver for store eller dannes for hurtigt.
Efter krystaliseringen bliver osten pakket ind og den er klar til at nydes – osten behøver ikke at modnes. Resultatet er fudge-lignende fyldt med alsidige ingredienser som giver en helt special intens smag - du kan nyde en skive, som den er, bruge mesoost i madlavningen eller bruge den på din yndlingssnack eller til morgenmad.
ANNE HOVS HISTORIE
Anne Olsdotter Kvålen blev født i Skåbu den 6. januar 1846. Hendes far, Ola Kvålen, og hendes mor, Kari, var begge fra Fron i Gudbrandsdalen. Ola og Kari Kvålen købte i 1850 gården Solbrå af den norske stat.
Efter nutidens målestok var Solbrå en stor og velstående gård. Ifølge landbrugstællingen 1865 havde gården fire heste, 27 malkekøer, syv får og fem svin samt syv små gårde og en herregård til sommermælksproduktion. Gården producerede hovedsageligt smør, som var let at sælge og gav landmændene kontanter.
Det var på Solbrå, at Anne voksede op. Hun blev konfirmeret i Sør-Frons kirke den 9. juni 1861. Anne var den første af pigerne, der blev konfirmeret den dag (fordi hun havde de bedste karakterer), med topkarakterer i kristendom og flid. Anne var med andre ord talentfuld og omsorgsfuld.
Hårdtarbejdende
Allerede som barn hjalp Anne til med gøremålene derhjemme og om sommeren drev hun køerne på gården. På dette tidspunkt var det meget almindeligt, at børnene hjalp til med arbejdet på gården. Anne var et initiativrigt, hårdtarbejdende og omsorgsfuldt barn.
Den sommer, hun blev konfirmeret (i en alder af seksten), måtte hun overtage ansvaret for gøremålene på Solbrås herregård. Dette var i en klynge af andre godser på Gudbrandsdalens smukke skrænter. Fra nu af stod hun hver sommer for herregården.
Arbejdet bestod i at håndtere og konservere mælken, kærne smørret, lave ost og koge vallen. Annes far kunne ikke lide geder (han syntes bare de var til gene), så hun havde kun komælk på gården.
KÆRLIGHED OG ROMANTIK
Når de havde tid til overs i de lyse sommeraftener, besøgte gårdpigerne hinanden og udvekslede erfaringer. Unge mænd fra de nærliggende landsbyer plejede også at komme op til godserne, så ofte de kunne – hvilket betød, at kærlighed og romantik ofte spirede frem.
Anne blev gift med gårdmand Tor Hov i Sør-Frons kirke den 7. september 1868. Anne var da 22 år, mens Tor var 23 år. De købte gården Rusthage i Gudbrandsdalen i foråret 1868 for 3.000 speciedaler.
Anne og Tor havde ingen sønner men fire døtre: Marie (1869), Karen (1871), Julie (1873) og Anna (1875).
Sommeren 1863
En sommeraften i 1863 besøgte Anne naboens herregårde. Her blev hun tilbudt mesoost lavet af valle fra komælk. Den havde en dyb og fyldig smag, som Anne blev meget glad for. Hun fik lov af sin far til at prøve at lave en lignende ost på deres gård.
Anne besluttede at hælde fløde i den valle, hun kogte for at lave osten. Da massen efter flere timer var kogt ned til fuld konsistens, skovlede hun den ned i et trug. Hun rørte derefter massen til den var kold og æltede den med hænderne, inden hun kom den i osteforme.
Den nye variant hun havde lavet (med tilsætning af fløde) blev taget godt imod og alle syntes den smagte godt. Annes første Gudbrandsdalens ost siges at være blevet til i sommeren 1863.
Hårde tider
I årene 1870–1880 var fattigdommen udbredt i Norge. Forholdene var så dårlige, at vi i dag næsten ikke engang kan forestille os, hvordan livet var for mange mennesker. Bønderne i Gudbrandsdalen kæmpede hårdt for at leve. For at få bedre løn for deres mælk gik tolv bønder sammen og startede et mejeri-kooperativ i december 1877.
Men Anne ville ikke levere mælk til mejeriet i Ruste, fordi det var så langt væk. Derfor begyndte hun i stedet at lave ost derhjemme. Nu tilsatte hun både fløde og gedemælk. Annes "ostefabrik" var meget enkel. Hun arbejdede i sit eget køkken og kogte vallen i en 70-liters kedel over bålet. Så solgte hun sin ost i den nærliggende landsby.
Landsbyens købmænd bemærkede, at der var stor efterspørgsel på Annes velsmagende ost, først lokalt omkring Gudbrandsdalen og til sidst i hele Norge.
Belønnet
Anne Hov kan bære titlen som skaberen af den ikoniske Gudbrandsdalen-ost. I januar 1933 blev hun tildelt den norske konges fortjenstmedalje af den norske regering i sit hjem i Gudbrandsdalen. Anne blev takket for sin indsats, der var med til at redde Gudbrandsdalen fra en økonomisk krise i 1880'erne, netop ved at udvikle osten, der blev Norges nationalost.
Tekst og billede af Anne Hov fra bogen "Gudbrandsdalsosten 125 år" af Jens Sundt.
