Luk

+45 59 18 50 90

Franske kombinationer 

Frankrig har en lang ostetradition, der strækker sig flere hundrede år tilbage. Landet er fyldt med forskellige osteregioner, der alle har deres egne specielle måder at lave og opbevare ost på.

Ost er helligt for franskmændene og kan bruges på mange forskellige måder. Ostebakker er et stående indslag på franske dessertborde, og det er lige så almindeligt at bruge ostene i madlavningen eller som snack. Ostene er klassificeret på forskellige måder, hvoraf den højeste er AOC (Appellation d’Origine Controlée) - hvor ostene laves efter stramme regler baseret på geografisk produktionsområde, opbevaringstider, smag og kvalitet.

Hvilke skal jeg vælge?

Når man skal kombinere sine oste, er det vigtgt med forskellighed og variation. F.eks. er nedenstående oste en klassisk kombination, hvor man har en hvidskimmel, en hårdost og en blåskimmelost. Variation er alfa og omega når man skal sammensætte sit ostebord, til en hyggelig aften eller for gæsterne. For at få forskellige smagsnuancer og anretningsmæssigt er det netop variationen som giver den bedste helhedsoplevelse. 


Man kommer i forslaget nedenunder rundt om nogle af frankrigs ældste oste og mest kendte af slagsen.  

Camembert

En ægte Camembert stammer oprindeligt fra Normandiet. Når den er fremstillet af upasteuriseret mælk, har den været AOC-mærket siden 1983. Osten modnes udefra og ind. Smagen er mild, cremet og frugtagtig. "Kernen" i midten forsvinder gradvist, efterhånden som osten modnes. De pasteuriserede varianter er mildere i smagen. Produceret siden slutningen af det 18. århundrede.

Comté

Comtè er behagelig lysegul i farven og har få små huller. Den er hård og samtidig smidig i konsistensen. Smagen er aromatisk og nøddeagtig med en let sødme. Osten har en lang historie og er blevet fremstillet siden det 13. århundrede. AOC-certificeret siden 1958. Det er den mest producerede af alle de franske AOC-certificerede oste, nemlig 40 000 tons om året. Mærket med den Beskyttede Oprindelsesbetegnelse (BOB). 

Fourme D'Ambert

En af Frankrigs ældste oste, der er fremstillet siden romertiden. Cremet, salt med noter af vin. Konsistensen er mere kompakt og elastisk end en normal blåskimmelost. Den modner i fugtige kældre i ca. 3-4 uger. Farven er hvid med store skimmelsporer. Mærket med BOB (Beskyttet Oprindelsesbetegnelse).